Depression og lavt selvværd

Jeg henvendte mig fordi jeg følte mig meget trist uden at vide hvorfor.
Jeg var usikker på mig selv, følte mig ikke god nok, og fik samtidig de
her tudeanfald hvor jeg bare sad i sofaen og græd. Når først tudeanfaldet gik i gang var det som en ond cirkel, jo mere jeg græd jo mere frustreret blev jeg over ikke at vide hvorfor – og så tudede jeg endnu mere.

For at slippe denne adfærd har jeg forsøgt at fokusere på 1) hvad der gør mig glad, 2) hvordan ved jeg at jeg er glad. Og herefter blive meget mere opmærksom når disse situationer opstår. Jeg ved nu at jeg fx bliver glad når jeg føler at have struktur og styr på min dag/uge/måned, får dyrket motion, når jeg er sammen med mine veninder og når jeg er sammen med dyr.

Jeg ved at jeg er glad når jeg smiler, synger, griner, laver sunde indkøb, ikke køber kager og slik og når jeg køber blomster. Det er bitte små ting, men jo større fokus jeg har haft på dem jo mere har de fyldt og des gladere og mere tilfreds er jeg blevet.

Mit mål med konsultationerne har været at kunne gøre mig selv glad. Når jeg registrerer en glad tilstand spørger jeg mig selv; hvordan har du gjort? På denne måde har jeg nu en liste af ting, jeg ved virker og gør mig glad.

Så når situationen kommer og jeg bliver ked af det, for det gør jeg stadig, så ved jeg hvad jeg skal gøre for at komme ud af den og videre. Nogle gange tillader jeg mig selv at sidde og være ked, andre gange siger jeg ”nej…. gider ikke lige nu” (uden hensyntagen til hvorfor jeg er ked) og sætter noget dejligt musik på, rejser mig fra sofaen og laver noget aktivt (vasker op, danser, synger osv.).

Undervejs i konsultationerne er jeg blevet spurgt, ”er du hvor du gerne vil være?” og ”hvordan ser du gerne tingene er?”. Sætninger jeg nu selv bruger når jeg tvivler på mig selv og om jeg som person er god nok til at melde mig på et bestemt træningshold, sige ja til en date eller
andet. Så spørger jeg ”hvis jeg ikke havde disse begrænsninger for mig selv og alt var perfekt, ville jeg så melde mig/sige ja?” – og ja det ville jeg! Og så forsøger jeg at gøre det.

 

Hør hvad andre klienter siger. Læs mere…

 

 

Print Friendly

Skriv et svar